Hej igen

Jamen hej! Nu fik jeg pludselig lyst til at høre lidt fra mig selv igen. Der er sket en del, siden jeg skrev sidst. Jeg er flyttet sammen med en gammel veninde i et lille mini-kollektiv. Det er et hit, og burde være en obligatorisk mulighed for alle alene-forældre. Det er helt vildt så meget det betyder at have et andet voksent menneske inden for rækkevidde, bare en gang imellem.

Så det er nok også lidt symptomatisk at jeg skriver nu, hvor den gode dame lidt impulsivt er taget en uge til Thailand, og jeg har lidt for meget tid alene. Pludselig.

Og.. fordi jeg ved, at ingen læser med, så tør jeg også godt skrive, hvad der rumsterer rundt i hovedet lige nu: Jeg er gravid. Igen.

Det var jo en del af beslutningen i sin tid, at jeg gerne ville starte med børn inden det var absolut aller-sidste chance, fordi jeg gerne ville have muligheden for at give mit barn søskende. Og nu er det så ved at være aller-sidste chance for det søskende-barn der. Hvis jeg skulle nå det inden den offentlige betalingsgrænse for fertilitetsbehandling (!) – og inden min datter blev for gammel til at de kan nå at være børn sammen, og inden jeg selv nåede at vænne mig lidt for godt til det efterhånden noget mere frie og afslappede liv man kan leve med en knap 4-årig, og inden jeg mister mit nuværende, tidsbegrænsede job (jeg ryger ud om 2 år, efter en 10-årig ansættelse).

Og.. ja. Utroligt mange gode grunde. Så jeg gik i gang. Og blev gravid, nærmest før jeg nåede at sige hej til klinikken. Jeg havde jo lidt tænkt, at det her med at gå i gang med behandlingen også ville give mig lidt tid til at vænne mig til tanken igen, men min krop var åbenbart totalt klar på idéen, såeh.. ja. Nu skal jeg bare lige have mit hoved med.

Det er lidt ensomt lige nu. Hvor jeg jo stort set ikke har fortalt det til nogen, men bare går rundt og rumsterer med det inde i mit eget hoved. Har heller ikke været til hverken den ene eller den anden scanning, så intet er jo sikkert endnu, men.. jeg er jo priviligeret med et totalt ubøvlet forløb i første omgang, så mon ikke også alt er som det skal være denne gang. 7-9-13.

Nå. Men ja. Det var bare lige det, jeg ville sige. Hej!

Reklamer

Mønster-genkendelse

Nå. Mandag igen, men trods alt ikke helt så håbløs. Og fik lyst til at skrive om et mor-dilemma, som jeg ikke helt kan finde ud af.

Jeg hentede min pige i vuggestuen i dag, og hun var glad som altid, og legede på nogle puder, som hun gerne ville vise mig. Men da hun havde fået slæbt dem hen til mig, kom to drenge hen og stillede sig på dem. Og de vil ikke gå. Min datter bliver selvfølgelig ude af den, for dem skulle hun jo stå på. Og.. hvad gør jeg? Jeg prøver jo at være skidepædagogisk og sige et eller andet til dem, om at der skal være plads til alle på puderne, og spørge om ikke det nu kan være min unges tur igen? Nej. Mmmh.. nå.

Hvad skal man gøre? Jeg har jo mest lyst til bare at tage et – venligt – fast greb om en af ungerne og flytte ham, så min pige kan komme til, men det gør man jo ikke med andres unger. Så jeg gør bare ingenting, og min pige kigger vantro på mig, for hvad f.. skal man bruge en mor til, hvis hun ikke kan hjælpe en, når man har brug for det?

Ej, det var måske ikke lige det hun tænkte, men sådan føltes det. Og det er jo bare en lille ting, men.. det er irriterende, at jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal stille op. Og jeg synes, det sker tit. Altså, at hun bliver tromlet og ikke rigtigt gør noget ved det, enten fordi hun er så flegmatisk og godmodig at hun bare finder noget andet at lege med – eller også bliver hun bare ked af det. (Mmh.. kender man nogle konfliktskyheds-mønstre fra sig selv, monstro..? Damn.) Hvordan lærer man sin unge at sige fra, når man selv er en skovl til det?

Mandag

Pfffh… en af den slags aftener, hvor barnet igen kommer for sent i seng, fordi jeg da lige tror, at jeg kan give hende et hurtigt bad, hvilket resulterer i, at hele køkkenet bliver sjaskvådt, fordi det er der, jeg bader hende, og det var i dag, hun opdagede, at det plasker HELT VILDT, hvis hun lader begge ben plaske ned i vandet samtidig, og jeg tørrer febrilsk op med den klud, som jeg først bagefter – eller dvs. til sidst, da jeg synes der begynder at lugte lidt af tis – kommer i tanke om, var den jeg brugte til at tørre op efter et lille uheld i går. Og så vil hun ikke have tøj på igen, og så gi’r jeg efter og lader hende spise aften-havregrøden kun iført ble, hvilket naturligvis resulterer i et lille havregrøds-indsmurt pigebarn, som herefter heller ikke vil børste tænder, så vi ender i noget med at jeg holder en skrigende, sprællende, havregrøds-klistret unge fast med den ene hånd, og forgæves prøver at få børstet bare et par af de åndssvage tænder med den anden, indtil hun får tændt for bruseren og jeg gir op. Aaaarrrrhhmenaltså.

Og så er det, at sådan nogle helt banale praktikaliteter bliver liv og død. Hvorfor har jeg ikke:
1) Et badeværelse, som er bare lidt større end et kosteskab, så man for fa’n kan bade sin unge uden at frygte vandskader i køkkenelementerne.
2) En skammel, der er høj nok til at hun kan stå op og se sig selv i spejlet, når hun får børstet tænder, så hun pludselig synes det er sjovt? Det virker, når mormor gør det, damnit!
3) Et ordentligt putteritual, sådan som alle de kloge bøger siger, man skal ha’.

Nå. Og lige nu har jeg også lidt ondt i røven over at jeg kom til at se kalenderen for en anden forholdsvis nybagt småbørnsmor inde på mit arbejde, og her stod der sådan noget i retning af: “tirsdag: Aflever barn i vuggestue. torsdag: hent barn, fredag: hent barn”. Og lige præcis dér er min kalender jo fuldstændig omvendt, for der står kun noteret den ene – måske to – gang(e), en anden end jeg henter ungen i vuggestuen. Ååååhh.. en uendelighed af tid man ku’ ha, hvis man bare sådan kunne starte og slutte sin arbejdsdag, når det lige passede, indtil flere dage om ugen.

Jeps. Sådan en dag er det. Men så er det jo heldigvis en anden dag i morgen. Godnat.

Lyden af underskud

Ååååårrrhh.. fuck. Har tudet hele aftenen. Og jeg tror ikke det giver mening for nogen. Jeg var til optagelsesprøve i mit kor, og jeg kom ind. Men kun med nød og næppe. Og den der følelse af at vide, hvor meget jeg suttede røv til den åndssvage prøve, og så at komme ind alligevel… Jeg er glad for, at jeg kom ind. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor sammenbrændt der ville have set ud inde i mit hoved, hvis jeg ikke var kommet ind. Men.. jeg er SÅ træt af hele tiden at være ringere end jeg selv regner med.

Det var lyden af en forsømt stemme og en forsømt krop. Og lyden af ikke at have tid og overskud til at have øvet sangene ordentligt, eller valgt en bedre sang.

Min psykolog prøver vist nok at overbevise mig om, at jeg ikke behøver at overperforme, og være pissegod til alting for at være god nok. Og hvor er det dog også en afsindigt irriterende kvindelig kliché at være en del af. Men… øv, hvor er det bare en ufed følelse at være dårlig.

Optur. Eller.. i hvert fald ikke længere nedtur.

Blog-indlæggene hober sig op i mit hoved – og jeg burde altså skrive noget mere, kan jeg se på mit sidste indlæg. Om ikke andet, så bare fordi det gør det lidt nemmere at se, at tingene rent faktisk flytter sig. Og det er jo meget rart, når man er der, hvor jeg er nu. Eller der hvor jeg har været.

Med andre ord: Det går ret meget bedre end sidst. Jeg er blevet ret fascineret af stress. Vendepunktet var vist, da jeg fik anbefalet Stressfri på 12 uger – bogen lyder røvsyg, men den er faktisk så god, at jeg nærmest er lidt forarget over, at ingen af de psykologer, jeg efterhånden har snakket med, har anbefalet den til mig. Det var en god veninde, der gav mig den i hånden – og skulle nogen af mine halvanden læsere derude være bare en smule ramt af den omsiggribende folkesygdom, så er det altså den her, I skal starte med. Jeg ville ønske, jeg havde læst den noget før.

Men anyhoo, det der er sket er, at jeg har fået en idé om, hvad f.. det her stress er for noget, og hvad man skal gøre ved det, og hvor jeg gerne vil hen. Så jeg går lidt rundt nu som en nyligt omvendt og indser alt muligt om mit liv – og taler min arme psykolog et øre af hver gang, fordi jeg synes jeg har så mange aha-oplevelser, som han da lige skal ha’ med og forstå betydningen af.

Og nej, i øvrigt, jeg er overhovedet ikke rask og fit for fight og “stress-fri” her efter ferien – det var også en af de ting, jeg endelig fik lidt klarhed over. Det er man ikke. Men det går bedre.

Stadig stress. Damnit.

Værre var det heller ikke. Men det blev det. Selvfølgelig. Så jeg endte med at blive helt sygemeldt, og har nu været lidt tilbage på arbejde igen, (meget lidt,) og har så bare holdt ferie i 100 år. Og håber nu altså meget, at jeg er helt frisk og fjong, når sommerferien er slut. Men.. det er jo lidt sært med stress. Jeg kan have det helt fint og godt, men så snart jeg sætter mig ned og forsøger at lave noget fornuftigt på mit arbejde, tåger mit hoved fuldstændig til, og jeg bliver svimmel og grådlabil og kan ingenting.

Nå. Såeh.. jeg er sådan et lidt underligt sted i mit liv lige nu, synes jeg. Ungen går det godt nok med, men det er som om at alt andet er sådan lidt sært og skrøbeligt. Hvem er jeg, og hvad kan jeg, og hvad vil jeg, og.. så videre. Jeg kan blive sådan helt teenage-agtigt usikker på mig selv på en måde, som jeg egentlig troede, jeg var kommet over for længst.

Samtidig har sygemeldingen jo også givet noget tiltrængt luft, så jeg igen pludselig har følelsen af at kunne trække vejret, og mærke mig selv, og hænge ud med vennerne og slappe af og have det sjovt uden at have den konstante logistik-maskine kværnende i baghovedet.

Bum. Såehm.. jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil sige med det her indlæg. Andet end at jeg er her endnu, og også fortsat har tænkt mig at blogge videre, men at det nok vil være lidt sporadisk en rum tid endnu.

Ooooog….. stress.

Godt så.

Faldt om i sidste uge. Heldigvis timede jeg mit kollaps sådan, at jeg klappede sammen i mine forældres sommerhus. Så jeg valgte at blive liggende og kigge lidt tanketomt på en gren i en uges tid, mens mine henrykte (og lidt bekymrede) forældre fik så meget desto mere tid med barnebarnet.

Det mest imponerende er, at der rent faktisk gik nogle dage, før det gik op for mig, at det jo nok var det der stress, som man jo taler så meget om, som havde ramt mig. Og så følte jeg mig mest lidt dum. Nå, så jeg var alligevel ikke noget supermenneske. Der kan man bare se.

Nå, men altså. Jeg er tilbage på kontoret igen, værre var det heller ikke. Så nu prøver jeg bare at tage det lidt mere roligt, og få sorteret lidt i alle opgaverne, og prioriteret i forpligtelserne. Har heldigvis en meget opbakkende chef, så lige nu føles det lidt som om, jeg har fået et pusterum og.. ja. Fået lov til ikke at kunne alting. Det føles egentlig meget rart.Tror måske ligefrem, jeg kunne gå hen og lære lidt af det her.